Fugleartikler

Vi har alt lige fra tropefugle til kanarier og nymfeparakitter.

Vi har alt i fuglebure, redekasser og fuglefoder, samt meget andet.

KIG IND OG SE UDVALGET I BUTIKKEN.

Hvem kan holde fugle?

Alle kan holde fugle som kæledyr. Det kræver blot interesse og tid. Mange gange er det ældre mennesker, ofte enlige, der holder en enkelt fugl eller to som kæledyr. Så er der liv i stuen, og der er også en at snakke med og betro sig til.

Men selv mindre børn kan sagtens holde fugle og have glæde af det. Børn bør dog ikke have ansvaret for fuglenes ve og vel, før de er mindst 8 år gamle.

Er du allergisk over for støv fra fjer og frø, bør du afstå fra at holde fugle.

Burenes kvalitet til trods kan man ikke undgå, at affald fra foder og fjer fra tid til anden havner ved siden af. Der er også den mulighed, at den valgte fugleart slet ikke passer ind i familiens livsmønster. Så bliver du nødt til at afhænde den.

 

Valg af fugl

Når du skal til at vælge fugleart, er der mange ting at tænke på:

Hvad forventer du dig af din fugl? Hvad vil du ofre på den? Hvor megen tid kan du afse til den? Hvilke forhold kan du byde den?

Hvis du vil have en talende fugl, er der ikke så mange muligheder, og de er alle ret dyre.

 

Hvis du vil have en kælen fugl, er der langt flere muligheder, og de hører ofte til de billigste. Det kunne f. eks. være nymfeparakit, undulat og dværgpapegøje. Og i den dyre ende findes papegøjer og kakaduer.

Hvis du foretrækker sang, er kanariefuglen absolut den bedste, men til gengæld bliver den normalt aldrig helt håndtam. Vil du have et par livlige fugle, kan du vælge zebrafinker.

I naturen lever fuglene oftest parvis, så hvis du kun har en fugl, vil den komme til at kede sig; specielt hvis du ikke bruger meget tid på den hver dag.

Hvis du vil have en talende fugl, må den dog være ene, indtil den har lært det ønskede. Vil du have en meget kælen og tam fugl, skal den også være ene i starten. Er den først blevet rigtig tam, kan du købe endnu en og sætte ind i buret til den første. Den nye fugl vil nu på forbløffende kort tid blive tam.

Alle enlige fugle kræver virkelig megen opmærksomhed fra os mennesker, ellers keder de sig. Det kan føre til unoder som fjerpilning eller grimme skrig.

Indkøb af fugl

Når du har valgt fugl, må du ud at købe den. Det kan ske hos en fuglehandler eller hos en opdrætter, men du må under alle omstændigheder se dig godt for. Fuglen skal være sund og rask, og det kan du se på flere måder.

Den skal være livlig og have klare øjne, der er helt åbne. Fjerdragten skal være stram, glat, hel og ren, og der må ikke være urenheder omkring gattet. Når du udvælger din fugl, må du ikke stå helt tæt ved buret, for så føler fuglene sig stressede, og selv en halvdårlig fugl vil ved sådan en lejlighed stramme sig op. Så ser du ingen symptomer på dårligdomme.

Det skal lige bemærkes, at en sund og rask fugl tit sidder på ét ben og sover. Køb altid en ung fugl - helst en der lige er blevet selvstændig - da det kan være svært at tæmme en ældre fugl.

Hvis du ønsker en fugl, der skal kunne lære at fløjte eller tale, er det klogest at købe en unge af hankøn. Drejer det sig om en allerede talende fugl, er det noget andet.

Når du køber fuglen, skal du altid huske at få noget foder med hjem af samme slags, som fuglen får på stedet. Så skal den ikke skifte foder oven i alle de andre omvæltninger, som den udsættes for.

 

Buret

Når du har bestemt dig for hvilken fugleart, du vil købe, må du anskaffe dig et bur, der størrelsesmæssigt passer til den pågældende art.

Det er en god rettesnor at vælge et bur, hvor fuglen kan flyve, bortset fra de større arter.

 

Det er fuglens natur at ville flyve, og kan den ikke komme til det i buret, vil den hurtigt blive for fed og inaktiv.

Runde bure er kommet en smule i miskredit, men mig bekendt findes der ingen undersøgelser, der godtgør, at det er skadeligt. Det kan dog være vanskeligt at anbringe to siddepinde så langt fra hinanden, at fuglen er nødt til flyve for at komme fra den ene pind til den anden. Derfor må jeg anbefale et aflangt firkantet bur.

Buret skal helst have en aftagelig løs bund. Det letter rengøringen meget. For at undgå, at alt for meget affald ryger ud af buret, er det praktisk, at der forneden er glas- eller plastikplader.

I den aftagelige skuffe skal der være et tyndt lag tørt sand, men du kan også bruge avispapir. Der er dog visse fugle, som ikke kan lade være med at bide avispapiret i småstykker, og det kan give ekstra affald, der måske hvirvler op, når fuglen flyver rundt.

I buret skal der være en foderskål, et vandtrug (evt. drikkeautomat), et badekar og mindst to siddepinde. Pindene må aldrig være af glat plastik, da fuglene så har unødvendigt besvær ved at sidde på dem. Pindene skal helst sidde i forskellig højde.

I fugleforretningerne kan der købes færdig tilpassede pinde i mange tykkelser. Den ene pind skal være så tyk, at fuglens tæer ikke kan nå helt sammen, når den sidder på den. Den anden bør have en lidt mindre diameter. Langt det bedste vil være at vælge friske naturgrene, men husk: Aldrig fra sprøjtede frugttræer. Du må heller ikke bruge fyr, gran, lærk og lignende. De indeholder harpiks, der klistrer på fuglenes tæer.

Buret anbringes bedst på et lille bord i et af de mest benyttede rum.

Undgå træk og lad ikke solen skinne på buret hele dagen. Det kan fuglene ikke tåle. Bedst er det, hvis buret anbringes i en sådan højde, at fuglen på den øverste pind kan sidde i øjenhøjde med beskueren. Nogle fugle vil føle sig trykket, hvis mennesker altid skal se ned på dem.