Vi forhandler alm. selskabsfisk i butikken, samt alt i tilbehør.

KIG IND I BUTIKKEN OG SE UDVALGET.

Vedligeholdelse af dit akvarie

HVER DAG

Kontroller teknikken! Viser termometeret den rette temperatur, kører pumpen og er der passende gennemstrømning (ellers er filteret måske stoppet)? Er vandet klart og rent? Ser fiskene sunde og raske ud, og er de der allesammen (det sidste kan være svært i et større akvarie)? Giv fiskene mad! Har du CO2-udstyr i akvariet, bør du kontrollere at diffusoren ikke er løbet tør. Fyld den ikke op om aftenen, da planterne ikke forbruger CO2 om natten.

EN GANG UGENTLIG

 

 

 

  
Se efter om plantevæksten trænger til at blive reduceret. Stængelplanterne kan deles op i flere korte skud. Klip stænglerne over med en saks. Der kan komme et nyt skud i hver bladvinkel. Planter som Vallisneria formerer sig ved udløbere. Her kan det være nødvendigt at fjerne nogle af planterne, hvis de kommer til at stå for tæt. Udskift 10-20 % af akvarievandet med friskt vand. Sug vandet ud af akvariet ved at danne en hævertvirkning i en T-slange. Ved samme lejlighed kan du slamsuge bunden for ekskrementer og døde plantedele. Der fås en slamsuger, som kan monteres på slangen. Tilsæt gerne en smule vandplantegødning, samt eventuelt pH-sænker, til det friske vand. Følg producentens doseringsvejledning.

EN GANG OM MÅNEDEN, ELLER EFTER BEHOV

Rens filtermaterialet i filterpumpen. Skyl det forsigtigt i en smule vand fra akvariet. Pas på ikke at være for voldsom. Det er vigtigt at bevare den bakterieflora som er opbygget i filteret. Start filteret op igen så hurtigt som muligt. Brug også lejligheden til en større omplantning, hvis det er nødvendigt.


FODER & FODRING

 

Brug et anerkendt mærke af tørfoder som hovedfoder til dine fisk. Det indeholder alle de nødvendige næringsstoffer, vitaminer og mineraler. Foderet fås i et utal af varianter. Til de fleste fisk er flagefoderet mest velegnet, men til større ciklider og maller er foderpiller fine. Suppler kosten med levende foderdyr eller frostfoder med jævne mellemrum. Især hvis du vil have fiskene til at yngle. Spørg din dyrehandler, hvilket foder der er bedst til netop de fisk, du har valgt.
Bonnie Dyrecenter i Hjørring har et stort udvalg af foder m.m. til dine fisk.